Det dyre souvenir

Morgenmaden er spist, taskerne mangler de sidste småting. Pigerne er spændte for vi skal bo på et lyserødt hotel i Mumbai. Priserne på hotelværelser i Mumbai og omegn er ret høj, og da vi har knap 24 timer fra vi ankommer til vi skal til at flyve igen, har vi har tænkt os bo tæt på lufthavnen og gerne et sted hvor der er noget at se, så vi ikke behøver bruge tid og penge på at køre i taxa ind til byen. ‘Bogen’ siger, ISCON-templets Guesthouse er rent og har bølgede lyserøde vægge. I løbet af ugen har vi booket et værelse per mail, og har fået svar som startede med: ”Hare Krishna!” Og sluttede med ”Please accept our best greetings and blessings of Lord Krishna.”. I modsætning til mange andre hindutempler er Hare Krishna-bevægelsens templer åbne for alle og ret pæne. Så vi regner med at kunne slå overnatning og sightseeing sammen.

Vi render rundt i vores indiske vens lejlighed, og forsøger at samle tingene ind inden der kommer flere og de der er ude bliver spredt endnu mere…

Lydene fra legen bliver vildere og man hører en formanende voksenstemme sige: ”I skal ikke lege så vildt”, da der lyder et hult dunk, efterfulgt af et høj gråd. På gulvet ligger begge pigerne på ryggen. Adda oven på Olga, og begge tager sig til hovedet. Et grundigt lægmandstjek godkender begge til videre transport.

Taxaen kommer, og vi fylder den med tasker og folk. På køreturen til lufthavnen sidder begge piger sløjt i bilen, men det er der ikke noget specielt ved, da træthed og middagshede kombineret med indisk kørestil kan være ret krævende.

I lufthavnen tager tingene fart. Efter check-in og security tjek har Olga ikke lyst til at lege. Hun begynder at sige at hun skal kaste op, og lidt kommer første omgang, og ved anden omgang har vi tilkaldt en læge, som kommer, og Olga demonstrerer sin elendighed. Lægen tilkalder en ambulance, da hun finder det meget betænkeligt. 25 minutter senere er vi på et meget fint privathospital, hvor Olga får drop og kaster op. Hun får noget medicin mod opkast, og så bliver hun indskrevet til en CT-scan.

Vores flyver til Mumbai er nu lettet og vi mangler således en forbindelse til vores fly fra Mumbai 24 timer senere.

Olga bliver scannet, og lidt efter kommer lægen (den ”radiologiske konsulent”) ud og siger, at Olga kan udskrives, og at der ikke er nogen tegn på, at hendes hjernerystelse er for alvorlig til at hun ikke kan flyve om 24 timer, med mindre hun får nye komplikationer.

Pyha!

Så er det tid at få nødberedskabet i sving, ringe til rejseforsikringen og få nye billetter så vi kan komme videre til Australien, og ringe til vores indiske ven så vi kan få en seng at sove i, og komme ud og hente vores bagage som stadig ligger i lufthavnen, da vi jo forlod den lidt tjuhej.