På vej til Mission Beach

Nu var det så meningen at vi skulle køre de 250 km til Mission Beach, som osse er en fin badestrand. Men forældrene kom pludselig på andre tanker, da de fandt ud af at Australiens største vandfald (målt i hvor langt vandet falder) kun var en omvej på 100 km. Så vi kørte stik op i bjergene – eller vi må hellere sige, vi snoede os 25 km op i bjergene og så det vildeste vandfald. Vi camperede på en naturcampingplads i skoven tæt ved. Det var så stille og mørkt at pigerne sov tre kvarter længere end de plejer.

Næste morgen så de tossede forældre på vandfaldet igen og klatrede ned ad klippestien, for også at se det nedefra. Det var stadig helt fantastisk. Og så kørte vi ud til stranden…

Det vil sige, vi gjorde holdt i Innisfail, der havde nogle flotte, flotte Art Deco-huse, efter at byen, meget heldigt, var brændt ned omkring 1920. Her købte vi også ind til et par dage i et stort indkøbscenter og så afsted igen. Heldigvis var der nu kun 150 km til Mission Beach, hvor vi ankom i fin stil og eftermiddagsbadede på den vildeste bounty-strand. Igen med stingernet, dog uden livredder, men med blide bølger som slikkede op ad den lave strand og en vandtemperatur som var varmere end ellers, men dejligt var det.

Om aftenen sad vi på stranden og kiggede stjerner. Vi kunne se hele mælkevejen, fordi det var så mørkt. Næste morgen var vi igen på stranden, men stingernettet var lukket. De lokale kunne fortælle at man havde en havslange, i bassinet. Havslangen er ikke farlig, men nettet skulle undersøges for huller, og derfor var der badning forbudt. Heldigvis kunne vi køre videre mod det næste stingernet, bade før vi drager mod nord til Cape Tribulation, hvor Captain Cook stødte på revet og hans trængsler med opdagelsen af Australien begyndte, og hvor verdens muligvis ældste regnskov står.

Advertisements

About this entry