Tiden i urskoven stod stille

Fra vores base på den eneste campingplads med legeplads nord for Port Douglas drog vi på tur i vores sneglebil mod nord. Op mod Daintree Forrest, som lever op til navnet urskov, og regnes for at være verdens ældste stadigt eksisterende regnskov. De andre er enten 300-400 millioner år yngre, eller borte. Daintree er altså sådan noget skov som dinoerne tumlede omkring i – bare uden dinoer.

I Daintree har de gjort deres stykke regnskov til en turistattraktion på højde med Grenen – blot er der mere plads i skoven så alle turisterne ikke står skoene af hinanden. I Daintree har de lavet nogle gangbroer gennem skoven, i god højde, så man undgår at betale med blod som entree (det prøvede vi sidst) og kan nøjes med at slippe en stor stak dollars.

Udstyret med audioguides vandrede vi så i iglesikre tre til syv meters højde over urskoven og hørte på forklaringer på alle de forunderlige gevækster som findes i urskoven, og til dels i mange danske hjem, og hørte historierne om aboriginees liv og levned med urskoven som medicinskab og spisekammer.

Højdepunktet er et 23 meter højt tårn, som giver udsyn over trætoppene og viser hvordan urskoven ændrer sig i højden.

Sådan en urskov man se lidt ensformigt ud på billeder, men grønt er godt for øjnene.

Efter skovturen stod den på is i Floraville Icecream, som damen på campingpladsen meget bestemt havde anbefalet. Og det var gode – økologiske, biodynamiske is. Olga mente at hendes dragonfruit-is var den “bedste is i verden, nogensinde”, og var fuldstændig optaget af at spise sin is (som det kan ses) men altså, Passionsfrugt, ingefær og banan-isen var bestemt også god, for ikke at tale om Chokolade-hasselnød- eller Kaffe-hasselnød-isen. Desværre kunne vi kun prøve fire af de 28 varianter som isboden bød på.

Skulle nogen have en drøm om at sælge is i troperne, så er Floravilla faktisk til salg, da Betty, som er den nuværende ejer, gerne vil på pension.

Efter isen kørte vi videre til vejens ende. Eller rettere, der hvor ‘Captain Cook Highway’ bliver til en grusvej. Helt symbolsk sker dette skifte ved Cape Tribulation, hvor kaptajnen stødte på grund, og opdagede Great Barrier Reef.

Meget passende er der ved Cape Tribulation lavet et fint lookout-sted, så der gjorde vi holdt for at strække ben, tisse og vandre lidt rundt på stranden med mangrove og palmer, og nød udsigten inden vi vendte snuden mod syd, og det sidste udsigtspunkt.

Advertisements

About this entry