En familie ser rødt

Efter uger i grønne urskove og omgivet af blåt hav, er skiftet til ørkenens røde farve ret fantastisk.

Vi er taget ud til midten af Australien for at se Uluru, også kendt som Ayers Rock, og Olga-bjerget, som er det største bjerg i Kata Tjuta.

Vi skal overnatte tre nætter i Ayers Rock Resort, så vi har to dage til at opleve det berømte bjerg og dens mindre berømte (men mindst lige så spekatuklære) søster, Olga.

Her ude i ørken er alt domineret af den røde palette. Det hele er rødt, kun afbrudt af tørre, brune buske, gule græstotter (kaldet ‘spinifex’) og næsten-grønne småtræer. I skyggen af de store røde klipper vokser der buske og træer som er mere grønne, og de tegner en markant (men lidt ulden) kontur mellem jorden og de røde klipper.

Selv tallene i bankbogen bliver hurtigt røde i den røde ørken, for du kan kun bo i den til formålet anlagte resortby Yularas Ayers Rock Resort. Godt nok kan du vælge mellem forskellige prisklasser men det er fra ”dyrt” til ”eksklusivt”, og har du ikke din egen bil, må du leje en, eller købe ture hos de forskellige turarrangører. Og de kender også deres værd. Alternativet, at bo 450 km mod øst i Alice Springs, er ikke realistisk uden helikopter.

Bevares, resorts samler bekvemt alt på et sted og det er da meget praktisk. Har du mange penge og lidt tid er det klart en god og nem løsning at bo eksklusivt, spise fint og benytte de lokale ekspresture til ”Stenen”. Så kan du komme på solnedgangstur på ankomstdagen, hvor du spiser solnedgangsbuffet med et glas brusevin til. Næste morgen ser du solopgangen kl. 6 med tilhørende luksusbrunch, og går en tur ved foden af Uluru, hvorefter du spiser frokost på en restaurant i resorten. Om eftermiddagen går du en runde i Kata Tjuta (The Olgas), for så at spise grillet krokodille i en af resortens restauranter, før det går videre næste morgen. Men ellers synes det dyrt og lettere overarrangeret eller klaustrofobisk, hvor ét firma ejer alt omkring dig. Lidt som dekadent, socialistisk ferieparadis, bare monopolkapitalistisk.

Naturen er der intet i vejen med. Uluru og co. er lige så fantastisk som Stevns Klint, Hammeren og de kirker og tårn mv. man bare skal se på sin ferie andre steder hen. Den auratiske kvalitet er klart tilstede, og som sådan i klasse med Mona Lisa og Det Skæve Tårn i Pisa. Klipperne ER fantastiske at se på og vandre rundt i og omkring. Og selv resortens omklamring synes fjern.

Kata Tjuta ligner en bjergkæde i et harmonikasammenstød – og bjergmaterialet, der består af store og små sten i en eller anden form for lava, ligner groft rugbrød. På stor afstand ligner Uluru til gengæld et stort (rødt) sigtemelsbrød, der ligger og hæver på et køkkenbord.

Om Uluru eller Kata Tjuta er bedst er ikke til at sige. Uluru er mest berømt, og derfor har det flest besøgende, men det er også der, de mest synlige tegn på bjergets status som helligdom findes, og samtidig er det også ved Uluru at ting er formidlet og forklaret. Mens meget af det hellige på Uluru beskrives som relateret til manddomsritualer og klaninitiering, foregår der helt unævnelige ting på og omkring Kata Tutja. Helt bogstaveligt. Der er ingen der vil fortælle hvorfor bjerget er helligt, og hvad det er helligt for.

Det forekommer samtidig lidt underligt at aborigineerne opstiller fotoforbud flere steder langs klipperne, mens de tillader at der bliver sat rækværk op på bjerget, så du kan bestige det på en sikker måde, når de så tydeligt frabeder sig, at andre end de selv gør det…

Men turene og stierne rundt omkring i klipperne er fascinerende. Og selvom det er velfriseret, er naturoplevelserne store. Solop- og nedgangen, er fantastiske syn, hvor du kan følge solens vandring over himlen, og se bjergets farve og tekstur ændre sig minut for minut, hvor sollyset modellerer bjergets bløde bugtninger og skarpe revner mv. i lys og skygger – og det kan man få lang tid til at gå med at se på.

Du kan også se rødt – hvis du vil

Reklamer

About this entry