Alice

Vi har nu lagt de fantatiske, røde bjerge bag os, og er rejst 450 km mod nordøst til Alice Springs, den ”anden” rigtige by i Northern Territory (med delstatshovedstaden Darwin, som den første). Alice ligner på mange måder Esbjerg. Udover størrelsen, er begge byer vokset ud af ingenting på små hundrede år, og har begge stadig en del nybyggerpræg og lidt for langt mellem husene til rigtigt at have et urbant præg.

Her i Alice er det også tydeligt at forholdet mellem nye australiere og den oprindelige befolkning, aborigenee’rne er langt fra problemløst.

På den ene side har ‘Det hvide Australien’ gennem 200 år groft undertrykt de oprindelige folk på bedste kolonistiske maner, og på den anden side forekommer det som om aboriginee’rne, nu hvor de har fået undskyldninger for fortidens synder (som der er der mange af) og rettigheder som oprindeligt folk til jord mv. stædigt søger en ”ideal-oprindelig” identitet som jæger-og-samlerkultur i et samfund, hvor jagt og samling foregår i supermarkedet. Så de synes at leve i et limbo mellem fortid og nutid, hvor det stort set kun er i turistindustrien der er afsætning i ‘dreamtime’ (aborigineemytologi) og dens symbolik i en kunsthåndværksproduktion af meget varierende kvalitet, og som sine steder har mere præg af aktiveringsprojekter end kunsthåndværk, med de berømte prikmønstre og særlige symboler, der findes på alt fra turistbrochurer over cykler til turistdims.

I Alice er aboriginees temmelig tydelige i gadebilledet. Der er er stort ikke en plads, park, eller bænk, hvor der ikke sidder en to-tre aboriginees og daser det meste af dagen. De sidder ikke og drikker. Det er nemlig ulovligt at drikke i det offentlige rum i Alice, og alkoholsalget i hele Northern Territory er underlagt stramme restriktioner, så køb af selv en enkelt øl kræver legitimation. Så de sidder bare, ser små-lurvede ud og råber lidt til hinanden.

Første nat i Alice boede vi på et sjovt, lille hostel på ydersiden af den tørre flod Todd, hvis leje går gennem byen. Vores hostel lignede en forvokset villa, med fem campingvogne sat op i baghaven som ekstra værelser. Der var gratis internet og morgenmad, samt te og kaffe ad libitum og til en meget rimelig penge. Der var fire borde-bænkesæt i haven, udenfor det minimale, men rene, fælleskøkken. De fire store borde-bænkesæt nødvendiggjorde at folk sad sammen og spiste. Dermed kom folk til at snakke med hinanden og det var vældig hyggeligt, og meget afslappet. Vi var klart alderspræsidenter, men vi er nok ikke faldet helt ved siden af, for de andre var meget rystede over at høre, hvor gamle vi var. De var typisk 15-20 år yngre 😉 Den eneste fejl ved hostellet var, at de ikke havde ledige firsengsværelser, så vi måtte finde et andet sted at overnatte til vores tog afgår på mandag. Det blev så vandrehjemmet i den nedlagte biograf, hvor der ikke er noget der er gratis og stemningen er mere japansk, men der er fire senge, og vi er ikke længere de gamle, bare ældre…

Reklamer

About this entry